Kronisk træthedssyndrom
Betegnelsen kronisk træthedssyndrom (CFS) har vundet indpas som betegnelse på en vanskelig definerbar tilstand, der tilsyneladende ikke repræsenterer en patogenetisk sygdomsenhed.
Med henblik på en mere ensartet definition af den ukarakteristiske tilstand foreslog Centers for Disease Control and Prevention (CDC) i 1988 en definition (1). Denne omfatter: pludselig opstået træthed af mindst 6 måneders varighed, der reducerer patientens aktivitet med mindst 50% samt udelukkelse af andre kendte årsager til træthed. Herudover tilstedeværelse af enten 8 symptomkriterier eller 6 symptomkriterier og 2 objektive kriterier. Symptomkriterierne er: feber mellem 37,5 og 38,6 °C; ondt i halsen; ømme hævede lymfeknuder; uforklaret muskelsvaghed; muskelsmerter; langvarig træthed efter fysisk aktivitet; hovedpine; ledsymptomer uden objektive forandringer; neuropsykologiske klager; søvnforstyrrelser; akut debut af symptomer. Objektive kriterier er: vedvarende feber; ikke-eksudativ pharyngitis; palpable og ømme lymfeknuder på hals eller i aksiller. De såkaldte Oxford-kriterier afviger på nogle punkter fra CDC-kriterierne og er især anvendelige i forskningsøjemed (2). Diagnosen er primært en eksklusionsdiagnose. Ætiologisk årsag er ikke påvist, specielt er der ikke fundet bevis for, at sygdommen er virologisk eller immunologisk betinget. Syndromet optræder typisk hos unge voksne, men forekommer undertiden hos børn. Ratioen mellem forekomsten hos kvinder og mænd er 2:1. Syndromet optræder eller erkendes sjældent i grupper med lav social status. Symptomerne progredierer sjældent, hvorimod der er en vis tendens til spontan regression. Der er ingen medicinsk behandling, der har vist afgørende effekt. Konditionen og den generelle muskelstyrke hos patienter med CFS er sammenlignelig med eller noget lavere end den, man finder hos fysisk inaktive jævnaldrende (3;4). Det fysiske aktivitetsniveau er lavere end hos kontrolpersoner (5).
Evidensbaseret grundlag for fysisk træning
Der er identificeret få randomiserede, kontrollerede træningsstudier (6-10). Et studie inkluderede 49 patienter, der blev randomiseret til et 12-ugers gradueret træningsprogram eller til kontrolgruppe. Træningen havde positiv effekt på træthed (9).
Et andet studie anvendte en sammenlignelig træningsprotokol på 61 patienter, der blev randomiseret til træning eller kontrolgruppe, der udførte afslapningsøvelser, i 12 uger. Træning havde positiv effekt på systolisk blodtryk (P=0,018), arbejdskapacitet (Watt / kg) (P=0,019) og depression (P=0,027) (10).
Ét studie omfattede 136 patienter, der blev randomiseret til 4 grupper: fysisk aktivitet og fluoxetine (antidepressiv behandling); fysisk aktivitet og placebo; fremmøde og fluoxetine; fremmøde og placebo. Patienterne i grupperne, hvor der indgik fysisk aktivitet (udførte progressiv aerob træning), havde mindre træthed og bedre kondition, mens fluoxetine udelukkende påvirkede depressionssymptomer (7).
Et andet studie (8) randomiserede 66 patienter til enten afslapning, progressiv aerob fysisk træning eller strækgymnastik. Den progressive aerobe fysiske træning blev udført gradueret op til 60% af maksimal iltoptagelse (VO2max) i form af løb, svømning eller cykling og blev udført med tiltagende varighed op til 30 minutter pr. dag mindst 5 dage om ugen i 12 uger. Der var positiv effekt af den aerobe træning på kondition, muskelstyrke og træthed, mens fleksibilitetstræning havde betydelig mindre effekt.
Et tredje studie randomiserede 148 patienter med CFS til fysisk træning eller kontrol (6). Kontrolgruppen modtog ingen specifik behandling eller intervention. Den ene interventionsgruppe gennemgik 2 individuelle træningsgange, hvor betydningen af fysisk aktivitet blev forklaret; en anden gruppe modtog herudover 7 telefonopkald, hver af 30 minutters varighed over 3 måneder, hvor de fik forklaret betydningen af progressiv fysisk træning. Den tredje gruppe fik 7 konsultationer over 3 måneder med samme funktion som telefonopringningerne. Denne undersøgelse evaluerede ikke kondition eller muskelstyrke. Patienternes fysiske formåen i dagligdagen blev vurderet efter 3, 6 og 12 måneder. Der var positiv effekt i alle interventionsgrupper, men ingen forskel på dem, der fik megen versus mindre instruktion, eller på dem, der fik telefonopkald versus personlig kontakt. 69 % af patienterne i interventionsgrupperne opnåede tilfredsstillende fysisk funktion over for kun 6% af kontrolpersonerne. Der var ligeledes positiv effekt på træthed, humør, søvnmønster og evne til at klare sig i dagligdagen. Undersøgelsen tillod principielt ikke at vurdere, om det var den psykologiske opbakning/kontakt eller det ændrede fysiske aktivitetsmønster, der resulterede i bedre livskvalitet. Imidlertid har andre grupper fundet, at terapi alene ikke påvirker patientens symptomer (8).
Mulige mekanismer
Træningen virker ved at bryde en ond cirkel. Træthed begrænser patientens fysiske formåen. Træningen har til formål at øge konditionen, hvorved trætheden aftager. Træningen øger muskelstyrken, hvorved patienten bliver bedre til at klare dagligdagen. Herudover er det sandsynligt, at patienten opnår en psykologisk effekt ved at erfare, at fysisk aktivitet ikke nødvendigvis medfører yderligere træthed.
Træningstype
Det væsentlige er naturligvis at motivere patienten til en eller anden form for fysisk aktivitet. Der er nogen litteraturmæssig baggrund (6;8) for at anbefale aerob fysisk aktivitet, der starter ved lav intensitet og gradvist øges til moderat intensitet, ligesom varigheden af den fysiske aktivitet bør øges gradvist. Træningen skal kombineres med kognitiv adfærdsterapi for at have effekt.
Den fysiske aktivitet skal fortrinsvis være cykeltræning eller alternativt gang/løb, som superviseres ved regelmæssig fremmøde hos terapeut, og som med fordel kan foregå på hold. Det anbefales, at træningen kombineres med kognitiv adfærdsterapi.
Herudover bør træningen integreres i dagligdagen. Der skal trænes mindst 30 minutter pr. gang, hvoraf mindst 20 minutter skal være ved en intensitet, der er over 60% af VO2max.
Kontraindikationer
Ingen generelle
Skrevet af Bente Klarlund Pedersen. Teksten findes også i publikationen: Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling. Sundhedsstyrelsen, 2011
Referencer
(1) Holmes GP, Kaplan JE, Gantz NM, Komaroff AL, Schonberger LB, Straus SE, et al. Chronic fatigue syndrome: a working case definition. Ann Intern Med 1988 Mar;108(3):387-9.
(2) Sharpe MC, Archard LC, Banatvala JE, Borysiewicz LK, Clare AW, David A, et al. A report - chronic fatigue syndrome: guidelines for research. J R Soc Med 1991 Feb;84(2):118-21.
(3) Fulcher KY, White PD. Strength and physiological response to exercise in patients with chronic fatigue syndrome. J Neurol Neurosurg Psychiatry 2000 Sep;69(3):302-7.
(4) Sisto SA, LaManca J, Cordero DL, Bergen MT, Ellis SP, Drastal S, et al. Metabolic and cardiovascular effects of a progressive exercise test in patients with chronic fatigue syndrome. Am J Med 1996 Jun;100(6):634-40.
(5) Evering RM, van Weering MG, Groothuis-Oudshoorn KC, Vollenbroek-Hutten MM. Daily physical activity of patients with the chronic fatigue syndrome: a systematic review. Clin Rehabil 2010 Oct 13.
(6) Powell P, Bentall RP, Nye FJ, Edwards RH. Randomised controlled trial of patient education to encourage graded exercise in chronic fatigue syndrome. BMJ 2001 Feb 17;322(7283):387-90.
(7) Wearden AJ, Morriss RK, Mullis R, Strickland PL, Pearson DJ, Appleby L, et al. Randomised, double-blind, placebo-controlled treatment trial of fluoxetine and graded exercise for chronic fatigue syndrome. Br J Psychiatry 1998 Jun;172:485-90.:485-90.
(8) Fulcher KY, White PD. Randomised controlled trial of graded exercise in patients with the chronic fatigue syndrome. BMJ 1997 Jun 7;314(7095):1647-52.
(9) Moss-Morris R, Sharon C, Tobin R, Baldi JC. A randomized controlled graded exercise trial for chronic fatigue syndrome: outcomes and mechanisms of change. J Health Psychol 2005 Mar;10(2):245-59.
(10) Wallman KE, Morton AR, Goodman C, Grove R, Guilfoyle AM. Randomised controlled trial of graded exercise in chronic fatigue syndrome. Med J Aust 2004 May 3;180(9):444-8.
