Fibromyalgi

De diagnostiske kriterier for fibromyalgi er beskrevet af American College of Rheumatology (1) og senere justeret i en konsensusrapport fra 1996 (2). Fibromyalgi er betegnelsen for et symptomkompleks, der optræder hos patienter med udbredte diffuse behandlingsresistente, ikke-inflammatoriske sene- og muskelsmerter af mindst 3 måneders varighed.

Diagnosen fibromyalgi indebærer: 1) generaliseret smerte af mindst 3 måneders varighed i begge kropshalvdele samt over og under umbilicus og 2) tilstedeværelse af smerte ved palpation af mindst 11 ud af 18 tenderpoints.

Nedsat muskelstyrke og hurtig udtrætning er almindeligt forekommende symptomer. Andre symptomer er søvnbesvær, koncentrationsbesvær, hovedpine, nedsat smertetærskel, colon irritabile og føleforstyrrelser. Syndromet debuterer oftest i 30-40-årsalderen med en kønsratio 7:1 mellem kvinder og mænd. I USA er prævalensen (alle aldre) 2%, med stigende prævalens med alderen (2). Debut efter 55-årsalderen er sjælden. Mange patienter med fibromyalgi har dårlig kondition (3-6). Det er uvist, om den dårlige kondition og muskelstyrke udelukkende er en følge af fibromyalgisyndromet, eller om den bidrager ætiologisk til sygdommen. Der er mange teorier om sygdommens årsag, men en samlet patogenese er ikke fastlagt. Inflammation er ikke en del af sygdomskomplekset. Fibromyalgi er svært behandlelig, og der er ingen medicinsk behandling, der har vist afgørende effekt (7). Aktiv fysisk træning i kombination med kognitiv adfærdsterapi er den mest lovende behandling af denne patientgruppe (8-10).
Litteraturen vedrørende anvendelse af kognitiv adfærdsterapi i behandlingen af fibromyalgi er ikke entydig. Denne form for behandling er tilsyneladende mest effektiv i patientundergrupper med et højt niveau af negativ affekt og/eller uhensigtsmæssig tænkning og adfærd relateret til smerte (11;12).

 

Evidensbaseret grundlag for fysisk træning

Et Cochrane-review fra 2007 vurderer effekten af fysisk træning på smerter, funktion og velbefindende (13). Analysen identificerede 34 studier med 2276 personer, hvoraf 1264 gennemgik et fysisk træningsprogram. Man konkluderede, at der var moderat evidens for, at aerob fysisk træning svarende til de generelle fysisk aktivitetsanbefalinger for voksne havde positiv effekt på velvære, fysisk funktion, samt muligvis på smerter  og tenderpoints. Der var ikke tilstrækkelige data til at drage konklusioner vedrørende en effekt af styrketræning.

Sidstnævnte er i overensstemmelse med en metaanalyse fra 2001 (14).  Ét studie (15) inkluderede opfølgning med månedlig monitorering af fysisk træning i hjemmet og fandt forbedret fysisk formåen og færre smerter efter 1 år.  Et andet studie (16) fandt, at forbedringerne var bevaret 4½ år efter træningsprogrammet, på trods af at få patienter havde fortsat aktiv fysisk træning.
Der er stor diskrepans blandt undersøgelserne, hvad angår det forhold, at træning kan forværre patienternes symptomer (14). Mens der blandt de 16 studier vurderet under ét var flere patienter, der gik ud af undersøgelsen i træningsgruppen end i kontrolgruppen, var dette ikke tilfældet i højkvalitetsstudierne (14).

 

Mulige mekanismer

Der er ingen konsensus om de underliggende mekanismer, der leder til fibromyalgi- syndromet (17). Det er dog evident, at træning i høj grad virker ved at bryde en ond cirkel. Smerter og nedsat muskelstyrke samt træthed begrænser patientens fysiske formåen. Træningen har til formål at øge konditionen, hvorved trætheden aftager. Træningen øger muskelstyrken, hvorved patienten bliver bedre til at klare dagligdagen. Herudover er det sandsynligt, at patienten opnår en psykologisk effekt ved at erfare, at smertegrænsen kan overskrides, og følgelig ændres smerteperceptionen og smertetærsklen.

 

Træningstype

Den fysiske træning skal tilrettelægges individuelt og primært omfatte aerob træning ved moderat til høj intensitet. Træningen kan med fordel udføres på hold og bør kombineres med kognitiv adfærdsterapi. Efterhånden skal træningen integreres i dagligdagen, evt. med brug af patientforeninger og gymnastikforeninger.
Den aerobe træning kan kompletteres med styrketræning. Et vigtigt princip er at starte ved lav belastning og intensitet og gradvist øge disse. Utrænede patienter vil ofte klage over smerter ved kropsbærende motion og fysisk aktivitet, der indebærer excentrisk arbejde. Det anbefales derfor som pædagogisk princip, at man forsøger at forebygge oplevelsen af smerter ved den fysiske træning. Dette er baggrunden for at foreslå, at det initiale træningsprogram omfatter ikke-kropsbærende motion uden excentrisk komponent. Af samme grund anbefales det, at man initialt ikke dyrker motion, der kan give pludselige, hurtige, ukontrollerede bevægelser, vrid eller høj ledbelastning (fodbold, håndbold, løb med høj intensitet og visse former for gymnastik med mange vrid). Det er dog vigtigt at understrege, at der på længere sigt ikke er kontraindikationer for nogen form for fysisk træning.

 

Kontraindikationer

Ingen generelle.

 

Skrevet af Bente Klarlund Pedersen. Teksten findes også i publikationen: Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling. Sundhedsstyrelsen, 2011

 

Referenceliste

(1)   Wolfe F, Smythe HA, Yunus MB, Bennett RM, Bombardier C, Goldenberg DL, et al. The American College of Rheumatology 1990 Criteria for the Classification of Fibromyalgia. Report of the Multicenter Criteria Committee. Arthritis Rheum 1990 Feb;33(2):160-72.
(2)   Wolfe F. The fibromyalgia syndrome: a consensus report on fibromyalgia and disability. J Rheumatol 1996 Mar;23(3):534-9.
(3)   Clark SR, Burckhardt CS, O'Rielly C, Bennett RM. Fitness characteristics and perceived exertion in women with fibromyalgia. J Musculoskeletal Pain 1993;1(3/4):191-7.
(4)   Bennett RM, Clark SR, Goldberg L, Nelson D, Bonafede RP, Porter J, et al. Aerobic fitness in patients with fibrositis. A controlled study of respiratory gas exchange and 133xenon clearance from exercising muscle. Arthritis Rheum 1989 Apr;32(4):454-60.
(5)   Burckhardt CS, Clark SR, Padrick KP. Use of the modified Balke treadmill protocol for determining the aerobic capacity of women with fibromyalgia. Arthritis Care Res 1989 Dec;2(4):165-7.
(6)   Clark SR. Prescribing exercise for fibromyalgia patients. Arthritis Care Res 1994 Dec;7(4):221-5.
(7)   Bagnall AM, Whiting P, Richardson R, Sowden AJ. Interventions for the treatment and management of chronic fatigue syndrome/myalgic encephalomyelitis. Qual Saf Health Care 2002 Sep;11(3):284-8.
(8)   Rossy LA, Buckelew SP, Dorr N, Hagglund KJ, Thayer JF, McIntosh MJ, et al. A meta-analysis of fibromyalgia treatment interventions. Ann Behav Med 1999;21(2):180-91.
(9)   Culpepper L. Nonpharmacologic care of patients with fibromyalgia. J Clin Psychiatry 2010 Aug;71(8):e20.
(10)   Williams DA. The role of non-pharmacologic approaches in the management of fibromyalgia. CNS Spectr 2009 Dec;14(12 Suppl 16):10-2.
(11)   Bennett R, Nelson D. Cognitive behavioral therapy for fibromyalgia. Nat Clin Pract Rheumatol 2006 Aug;2(8):416-24.
(12)   Bernardy K, Fuber N, Kollner V, Hauser W. Efficacy of cognitive-behavioral therapies in fibromyalgia syndrome - a systematic review and metaanalysis of randomized controlled trials. J Rheumatol 2010 Oct;37(10):1991-2005.
(13)   Busch AJ, Barber KA, Overend TJ, Peloso PM, Schachter CL. Exercise for treating fibromyalgia syndrome. Cochrane Database Syst Rev 2007 Oct 17;(4):CD003786.
(14)   Busch A, Schachter CL, Peloso PM, Bombardier C. Exercise for treating fibromyalgia syndrome. Cochrane Database Syst Rev 2002;(3):CD003786.
(15)   Buckelew SP, Conway R, Parker J, Deuser WE, Read J, Witty TE, et al. Biofeedback/relaxation training and exercise interventions for fibromyalgia: a prospective trial. Arthritis Care Res 1998 Jun;11(3):196-209.
(16)   Wigers SH, Stiles TC, Vogel PA. Effects of aerobic exercise versus stress management treatment in fibromyalgia. A 4.5 year prospective study. Scand J Rheumatol 1996;25(2):77-86.
(17)   Branco JC. State-of-the-art on fibromyalgia mechanism. Acta Reumatol Port 2010 Jan;35(1):10-5.