• Forside
  • Om CFAS
  • Læs mindeord over CFAS Gruppeleder, Pernille Højman, PhD.

Læs mindeord over CFAS Gruppeleder, Pernille Højman, PhD.

 

Pernille Højman, PhD, afgik ved døden den 6. april 2019, kun 41 år gammel. Pernille var seniorforsker og forskningsgruppeleder for ”Cancer” gruppen i TrygFondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet.

Pernille var uddannet humanbiolog og fik sin PhD grad i 2007. I 2014 blev hun af Kræftens Bekæmpelse tildelt et “Young Talented Researcher Fellowship” og i 2017 modtog hun Lundbeckfondens Fellowship.  Få uger før sin død blev Pernille tildelt Quentien’s Æreslegat for hendes banebrydende forskning på det sundhedvidenskabelige område.

Pernille Højman var en usædvanligt talentfuld og nytænkende forsker.

Hendes skelsættende studier viser, at motion kan hæmme væksten i kræftsvulster. Forsøgene, der er publiceret i meget ansete videnskabelige tidsskrifter og bl.a. omtalt i New York Times og The Economist viser, at motionen aktiverer kroppens eget immunforsvar, så der kommer flere naturlige dræberceller, der bekæmper kræften. Pernille Højmans forskning har store perspektiver og hun var ved sin død i gang med at undersøge, hvordan resultaterne, der stammer fra forsøg på mus, kan overføres til mennesker.

Pernille havde et stort internationalt netværk og var hyppigt foredragsholder i ind- og udland. Hun var en utrættelig og elsket mentor for mange unge forskere og arbejdede til det sidste med at vejlede og formidle sine videnskabelige resultater. Pernille er død, men hendes forskning består.

Pernilles udtrykkelige ønske var, at hendes forskningsfelt skulle videreføres af andre forskere. Det var hendes mål, at forskningen skulle komme patienter med cancer til gavn.